Støttegruppen Børnene hjem fra Syriens mangfoldige aktiviteter og diverse nyheder kan ses her
https://www.bedsteforaeldreforasyl.dk/index.php?id=117
Det er mit indtryk, at der i daglig tale i Danmark findes en udbredt sammenblanding af begreber, der dækker forskellige emner. I hvert fald ser man jævnligt i pressen uklart definerede kategoriseringer.
F. eks. citerede TV2 News for nylig en undersøgelse, der skulle være offentliggjort i Jyllands Posten om danskernes syn på lempelser i udlændingepolitikken. Samme undersøgelse blev refereret af Berlingske. Det fremgik, at analyseinstituttet Wilke havde fundet frem til, at 44% af danskere i dag mener, at udlændingepolitikken er for lempelig – en stigning fra 21% i 2010. Analysen er tilsyneladende foretaget på det tidspunkt, hvor debatten om børnecheks og andre sociale og arbejdsmarkedsydelser er på sit højeste, hvilket kan have påvirket svarene. Ingen af medierne fortæller, hvilke spørgsmål, Wilke har stillet til de udspurgte.
Går man ind på Wilkes hjemmeside står der, at det er en rådgivnings- og analysevirksomhed, der hjælper virksomheder og organisationer med at skabe vækst. Men man kan ikke se, hvilke spørgsmål, de har stillet til de omtalte danskere – endsige hvem der har bestilt analysen.
Dette er blot et eksempel på, at pressen ikke bidrager til gennemskuelighed af analyser, så vi hver især kan se, om spørgsmålene er præcise og dækkende. Vi kan heller ikke se, om analyseinstituttets konklusioner virker fornuftige.
I det hele taget bidrager hverken pressen eller de NGO’er og institutter, der burde være forpligtet til at holde os oplyst om udlændingepolitikområder og internationale konventioner på et brugbart niveau, til at oplyse os vælgere om indholdet i og konsekvenser af beslutninger.
For øjeblikket foregår der en debat om, hvorvidt flere internationale konventioner skal implementeres i lovgivningen. Det gælder bl.a. FN’s Konvention om barnets rettigheder.
I vores bevægelse, Bedsteforældre for Asyl, har vi gennem mange år fulgt talrige afgørelser om asylsøgende børns og deres forældres situation med stor bekymring. Vi mener på det grundlag, at vores behandling af asylsøgende børn først kan nå et niveau med rimelig retssikkerhed og reduktion af den tilsyneladende herskende vilkårlighed, hvis Børnekonventionen bliver inkorporeret i dansk lov.
Derfor vil jeg bruge lidt tid på at omtale de fire ”hovedhjørnesten” i Børnekonventionen og give eksempler på sagsbehandling, der uden tvivl vil foregå med større retssikkerhed og menneskelighed, hvis Børnekonventionens intention bliver fulgt.
FN’s Konvention om Barnets Rettigheder er tiltrådt af 193 lande, og Danmark ratificerede konventionen i 1991 og forpligtede sig derved til at overholde dens bestemmelser.
Man kan tale om fire grundsøjler i konventionen:
Artikel 2: Barnet skal sikres mod diskriminering og sikres alle de rettigheder, som angives i konventionen, uanset barnets eller forældres stilling i samfundet. (Herunder som eksempel at barnet ikke skilles fra forældre mod deres vilje med mindre kompetente myndigheder træffer beslutning derom under hensyn til barnets tarv.)
Artikel 3: Ved alle foranstaltninger, som handler om børn, hvad enten de varetages af offentlige eller private velfærdsinstitutioner, domstole, administrative myndigheder eller lovgivende organer, skal hensynet til, hvad der er bedst for barnet, komme i første række.
Artikel 6: Deltagerstaterne skal i videst muligt omfang sikre barnets overlevelse og udvikling.
Artikel 12: Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udforme sine synspunkter. Barnet skal især gives mulighed for at udtale sig i enhver behandling ved dømmende myndighed eller forvaltningsmyndighed af sager, der vedrører barnet.
Familier splittes ad, så børn skilles fra forældre:
Der findes mange eksempler på, at familier splittes ad:
Således en familie, hvor forældrene kom fra hvert sit land, og hvor ægtefællen ikke kunne komme med til den andens hjemland ved en udvisning. De skulle således udvises til hvert sit land uden nogen chance for at kunne leve sammen mere. Sønnen i familien skulle vælge, hvem han ville rejse med: Han sagde grædende: Det er som at skulle vælge mellem to kattekillinger og at vide, at den, der ikke vælges, slås ihjel.
En ung somalisk pige med opholdstilladelse blev af forældre sendt til en flygtningelejr i Kenya for at hjælpe en dødssyg farmor. Da farmoderen var død, fik pigen at vide, at hun havde mistet sin opholdstilladelse i Danmark. Hun måtte hutle sig igennem i et par år, før det lykkedes hende at flygte tilbage til Danmark, hvor hun fik afslag på ophold, selv om hendes forældre og søskende havde det. Hun måtte leve under jorden i fem år, før nogen ved et mirakel fik kontakt til en organisation i London. Denne organisation sendte hendes sag til Den europæiske menneskerettighedsdomstol, der gav hende medhold i, at hun havde ret til at være sammen med sin familie. Derpå fik hun sin opholdstilladelse tilbage.
Aktuelt er to børn på 2 og 5 år truet af at miste deres mor. Børnene og faderen har opholdstilladelse, men det får moderen fortsat afslag på. Senest har hun endnu engang ansøgt om humanitær opholdstilladelse på grund af langvarig og svær sygdom. Hun har fået afslag, og nu kan familien kun afvente, at politiet henvender sig for at udsende hende. Hun kan ikke udsendes til sit hjemland, men politiet vil sikkert anstrenge sig for at få et andet land til at modtage hende.
Barnets overlevelse og udvikling:
Ingen af de myndigheder, der lovgiver på asylområdet og træffer afgørelser, har nogen indsigt i de faktorer, der er afgørende for børns helbred og udvikling. Således ligger viden om dette i Undervisningsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet, som ikke får mulighed for at stille denne viden til rådighed ved beslutninger.
Justitsministeriets embedsmænd afgør f.eks. børneansøgninger om humanitært ophold ud fra et voksendiagnosesystem, hvor de har plukket visse diagnoser, der ikke på nogen måde matcher børns tilstand. Det medfører, at selv meget bekymrende udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser usynliggøres.
Skolegangen foregår for de fleste asylbørns vedkommende i interne skoler, hvor de ikke får den undervisning, der kan føre til en afgangsprøve, og hvor de bliver isoleret fra den daglige erfaring med ”indfødte” børn, der ville have bidraget til deres almene viden og indføring i vores kultur.
Børnene bliver for hver dag dårligere stillet til at udvikle og klare sig, hvad enten de ender med at få ophold i Danmark eller at blive udvist.
Hele lovgivningens indhold og dens udmøntning foregår i modstrid med den viden om børns behov, vi alle har ude i samfundet. Samtidig er det desværre hidtil – stort set - lykkedes at undgå, at den almindelige borger kommer i kontakt med asylansøgere og derved får den nødvendige viden om deres faktiske situation. Vores almindelige fornemmelse af, hvad der vil være til disse børns bedste, kan ikke komme i spil.
Barnet skal høres i sin egen sag:
Børn behandles som vedhæng til forældre, når de ikke ankommer alene. Ofte har børn en viden, der kan styrke familiens asylansøgning – og nogle børn har selv et behov for beskyttelse. Men børn høres ikke – de respekteres ikke i deres egen menneskeret, således som Børnekonventionen fordrer.
Børnene har heller ikke nogen reel mulighed for at fremføre en ansøgning om humanitært ophold f.eks. på baggrund af en psykisk lidelse. Justitsministeriet forlanger nemlig en lægeerklæring for at behandle en sådan ansøgning, og kun yderst få bliver i asylfasen henvist til en børne- eller ungdomspsykiatrisk undersøgelse, som kunne have sikret dem den nødvendige lægeattest.
Endelig indgår der ikke i overvejelserne om udvisning af familier, om de reelt har nogen overlevelsesmulighed. Afslag på humanitært ophold indeholder ikke en vurdering af de samlede faktorers betydning for familiens og dermed barnets skæbne ved en udsendelse.
Konklusion:
En inkorporering af Børnekonventionens hensigter, som er ganske i overensstemmelse med vores almindelige menneskesyn, i Udlændingelovgivningen ville bringe afgørelser mere i overensstemmelse med den danske holdning til børns behov og vore forpligtelser over for børn.
Som tingene har fungeret hidtil, gør vi vælgere os i fællesskab medansvarlige i og skyldige i tankeløshed på dette område. Filosoffen Hannah Arendt har brugt dette begreb om Eichmann, der administrerede ødelæggende regler uden hensyn til, hvad omkostningerne var for dem, der blev ramt.
Vi vælgere har krav på at kende konsekvensen af vores lovgivning, så vi kan beslutte, om vi kan stå inde for det, der sker.
Hvis de personer, analysefirmaet har spurgt, havde haft personligt kendskab til konsekvenserne af den del af udlændingepolitikken, der handler om asylbørn, tror jeg svarene ville have været helt anderledes.
Børnekonventionen bør inkorporeres i dansk lovgivning for at sikre alle børn en større tryghed mod vilkårlighed og uhensigtsmæssig behandling. I børnegruppen er de børn, der berøres af udlændingelovgivningen, de mest sårbare og udsatte.
Endelig kunne man ønske sig, at såvel pressen som NGO’er og institutioner, der arbejder med menneskerettigheder, begynder at påtage sig den forpligtelse at holde os alle opdateret om betydningen af de internationale konventioner, vi har tiltrådt, fordi vi er enige i dem. En sådan fortløbende orientering er nødvendig, for at vi kan opfylde vort medborgerskab.
EU-lovgivning kan være svær at overskue – men FN’s Konvention om Barnets Rettigheder er ganske enkel. Jeg håber, mange vil sætte sig ind i den og bruge den som vejledning ved en forbedring af asylpolitikken.
Bente Rich
| Ingen aktuelle nyheder |