Støttegruppen Børnene hjem fra Syriens mangfoldige aktiviteter og diverse nyheder kan ses her
https://www.bedsteforaeldreforasyl.dk/index.php?id=117
Efter 18 år er den afghanske familie Yousofi endelig samlet – næsten, for der mangler et barn. Derfor kan ingen få at vide hvordan moderen har det. Hun er kommet her til landet for godt 4 år siden efter mishandlinger og kan kun svare med gråd. Hvordan skulle hun kunne falde til ro, når hun, som ganske vist er blandt sine fire andre børn, mangler det femte?
Hvordan kan vi finde det unge menneske i en fjendtlig verden? Set indefra er familien ikke nogen steder, før den er samlet.
Set udefra er den en samling navne, som det kan være svært at finde ud af. Det er som et kalejdoskop, et rør med mange spredte spejlstykker, der, når man ryster det og bruger det som kikkert danner symmetriske figurer. Det ser godt ud, somme tider er det endda smukt, men det er ikke noget der griber ind i tilskuerens liv.
Og hvor er vi henne: i den sammenhæng, som endnu ikke er rigtigt sammenhængende?
Somme tider, ja, alt for ofte, holder vi os til den underholdende side af sagen, vi står udenfor som her i kulden, hvor vi kun fryser, indtil vi går ind igen.
Men det hænder også at vores egne unger forsvinder, og så er vi naturligvis helt ude af det, hvis vi ikke kan finde dem og falder først til ro, når vi igen kan omfavne dem og give og modtage det kram, som lykken består i.
I dag er vi sammen med denne familie. På en måde er det vores egen familie, fordi de er kommet her efter en lang rejse, ofte til fods, og over havet i en gummibåd, og tænk jer, Mohammed, familiefaderen der kom hertil for 18 år siden efter at være forfulgt helt hertil fortæller til Birgit Rasmussen at han tænkte: ”jeg ville bare gerne være der hvor jeg er nu, i Danmark – her lærte jeg at mennesker har værdi”.
Efter sin hårde medfart lykkedes det ikke for Mohammed at bestå danskprøven, så efter 18 år har han ikke kunnet få statsborgerskab.
To af børnene i familien, Mariam og Mustafa, er blevet danske statsborgere.
Men Mortasa på 22 år ønsker myndighederne at sende til Afghanistan.
Det smukke mønster er brudt for længst. Sagerne kan ikke afsluttes.
Flygtningepolitikken er uigennemskuelig, som om vi slet ikke havde noget samfund.
Er vi uden sammenhængskraft?
Mortasa har lige så meget brug for sine kære, som de har for ham.
Han har brug for behandling, så han ikke længere er selvmordstruet, og nu spørger jeg både jer som er med – og dem der bestemmer for alvor: Får vi held til at redde Mortasa, hans familie, altså de 6 familiemedlemmer, der er her og forhåbentlig på et tidspunkt også lillebror, eller skal vi spille onde og forræderiske stormænd?
Jeg har spurgt mig selv, og nu spørger jeg jer: Er det fordi vi trækker vore soldater hjem fra Afghanistan, at denne afghanske familie, der tror på vores menneskesyn, at mennesker har værdi her i landet, skal ’hjem’?
De synes jo at Danmark er hjem!
Jeg ville være lykkelig for at have landsmænd som disse mennesker. Og en ting er sikker: vi hører i lige så høj grad sammen med de folk, der har brug for vores hjælp, som vi gør med dem, der hjælper os, når vi er i knibe.
Jeg kan godt forstå at politikerne bliver trætte, når vi kommer til dem med vores enkeltsager. (Skønt det er grotesk, når enkelte politikere gerne vil fortælle om deres liv og selv blive enkeltsager). Der er selvfølgelig ikke noget ondt i det i sig selv, men sammenholdt med den familie, vi nu arbejder for, mangler der perspektiv.
Lad mig lige nævne Kalejdoskopet igen, for en practical joke består nemlig i at sværte kikkerthullet, så hvis en intetanende person kigger i kalejdoskopet og drejer det rundt for at se de interessante mønstre, så får vedkommende et "blåt øje".
I dag er vi ikke ude på at give magthaverne et blåt øje, men at bringe lidt perspektiv ind i sagen.
For når politikerne med en vis ret siger, at de tager sig af det overordnede, ikke af enkeltsager, er det vidunderligt at vi lever i et demokrati, hvor det er os og vores ansvar som vælgere at tage os af enkeltsagerne og appellere til dem vi har valgt.
I, som vi har valgt, må virkeliggøre Mohammeds opfattelse, at mennesker betyder noget i vores samfund, så vi kan være stolte af vores omsorg for hinanden, ligesom vi var de første oktoberdage sidste år, da vi fejrede os selv, fordi vi havde reddet nogle landsmænd til flugt.
Det er vigtigt for Mohammed og hans familie, det er vigtigt for min familie og for alle danske familier at kunne sige – også om 70 år: I Danmark blev en familie reddet, der stod til udvisning.
For befolkningen er sig bevidst at samfundets grundlag er familiesammenhold, og i samarbejde med politikerne lykkedes det disse 6 eller måske endda 7 mennesker at få et godt liv selv på trods af flugt og tortur.
Det er mit håb.
| Ingen aktuelle nyheder |