Støttegruppen Børnene hjem fra Syriens mangfoldige aktiviteter og diverse nyheder kan ses her
https://www.bedsteforaeldreforasyl.dk/index.php?id=117
Stop tvangsudvisningerne af svært psykisk syge!
Børns behov: Vi tager ”vore” børn med i cirkus for at give dem mulighed for at opleve spænding, når f.eks. cirkusprinsessen hænger i en trapez livsfarligt højt oppe. Direktøren i f.eks.Cirkus Baldoni kommer regelmæssigt frem i manegen og siger: "mine damer og herrer – det bliver værre og værre". Og børns forventninger stiger.
”De andres børn”, børn i asylsøgende- og flygtningefamilier, oplever alt for høj anspændelse konstant med påvirkning af deres udvikling til følge. Det hviler som et åg på deres børneskuldre, at familien vilkårligt kan blive sendt til hjemlandet, selv om familiemedlemmer er så syge, at man ikke har nogen reel mulighed for at klare sig. Desværre gælder cirkusdirektørens spådom for disse børn: "det bliver værre og værre!" Ingen havde troet det muligt, men udsendelsespolitikkens administration er blevet yderligere brutaliseret.
I 90’erne arbejdede jeg i de rumænske børnehjem og undrede mig over, hvorledes forholdene der kunne blive så umenneskelige. Det viste sig, at personalet i disse ødelæggende lejre overlevede ved at dele børn op i to kategorier: "egne børn" og ”de andres”, faktisk blev de anbragte børn gjort til ”ingens”. De blev opfattet som genstande, og kun derved kunne den umenneskelige praksis med total ødelæggelse af børn fortsætte.
Manglende retssikkerhed og gennemsigtighed ved afgørelser om humanitært ophold:
Det er tilfældigt, om der kan skaffes lægelig dokumentation for helbredsproblemer. Ansøgeren har ikke penge til honorar til læge ( eller for den sags skyld til advokat). Desuden er det oftest umuligt at skaffe lægeerklæringer overhovedet, og asylcentrets journal kan ikke bruges til en forsvarlig sagsbehandling. Hvilket den ofte bliver brugt til alligevel.
Ministeriets jurister tolker helbredsoplysninger anderledes end læger selv ville gøre. Der er manglende fokus på funktionsevne, familiesammenhæng og miljøets betydning. Børn betragtes som vedhæng til de voksne, omtales uhyre sjældent som ansøgere i deres egen ”ret”. Børn har i det hele taget næsten aldrig nogen brugbar dokumentation for psykiske lidelser (de henvises meget sjældent til børne- og ungdomspsykiater, men tilses i stedet af psykologer, hvis erklæringer afvises af Justitsministeriet).
De reelle behandlingsmuligheder ved en hjemsendelse er slet ikke belyst. Hvem ville i Danmark anbringe en psykisk syg uden for hospitalet med en pose med få piller og sige, at han nu måtte klare sig selv? Man ville sikre sig en reel overdragelse til en kompetent behandlingsinstitution og overveje, om manglende familiemæssige og miljømæssige netværk alligevel forhindrede vedkommende i at klare sig omkring de mest basale behov...
Selv svært psykisk syge afviste asylansøgere (sågar torturofre, der tidligere har lidt under årelange fængslinger) anbringes i udsendelsesfasen i Ellebækfængslet alene på politiets skøn af, at det er helbredsmæssigt forsvarligt.
Rigspolitiets praksis i udsendelsesfasen er i det hele taget uigennemsigtig. Ved en konference i september nægtede politiet at stille op for at oplyse deltagerne om den praktiske håndtering af f.eks. 18-måneders reglen (at det trods asylansøgerens medvirken ikke har været muligt at udsende ham i 18 måneder). Forvaltningen af loven foregår således uden gennemsigtighed og forudsigelighed, hvilket er kravet til retssikkerhed.
Alt i alt kan behandlingen kun beskrives som ydmygende og umenneskelig, når uigennemskuelighed og vilkårlighed bliver reglerne. Gennem dette forløb bliver mennesket, der udsættes derfor svært nedbrudt – nogle varigt.
Børnene lider i det stille. Da vi undersøgte de 22 børn i Brorsonkirken, hvor irakere havde søgt kirkeasyl mod en truende hjemsendelse, havde 21 børnepsykiatriske diagnoser. Kun to af dem havde forinden fået nogen dokumentation derfor.
To grupper rammes af den brutale praksis med hjemsendelse af svært psykisk syge: Flygtninge, der tidligere har fået humanitært ophold men nu skal have dette fornyet - og afviste asylansøgere.
Flygtninge med helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse.
Disse tilladelser gives tidsbegrænset, oftest først for 1 år, derpå 2 år, osv. Hver gang tager fornyelsen lang tid, som regel mellem 7 og 12 måneder, hvor familiemedlemmer lever i daglig angst for udfaldet. Enhver mulighed for helbredelse forhindres, idet man således hver gang bliver ”slået tilbage til start”. Ægtefælle og børn lider voldsomt samtidig.
Vanvittige, truende udsendelser bliver kun – tilfældigt – forhindret af ”civile”, der griber ind og ”bider sig fast”. En svært syg person kan få afslag blot begrundet i at den nye læge, der har skrevet erklæringen, har brugt en vending lidt anderledes end en tidligere erklæringsudstedende læge. Uden at dette betyder, at ansøgeren er mere rask.
Eksempler:
Omkring år 2000 kom flere afganske kvindelige lærere til DK. Desværre nåede de ikke at få færdigbehandlet deres sager, før Bertel Haarder afskaffede de facto status (behov for beskyttelse, selv om man ikke opfylder de fire strengere konventionskriterier). De var alle flygtet fra forfølgelse, idet Taleban truede dem, fordi de underviste piger. Flere havde oplevet, at det tilfældigt var kollegaen, der var blevet dræbt, fordi vedkommende var på arbejde, og selv vidste de, at det kun var et spørgsmål om tid, før de selv blev myrdet.
Disse kvinder flygtede med deres børn gennem sovjetrepublikker, nogle kom væk fra flere af deres børn undervejs, og en enkelt måtte efterlade sine børn til at klare sig på egen hånd i et land, hvor børn uden beskyttelse lever meget udsat.
På trods af dette fandt Flygtningenævnet ikke behov for at give disse kvinder og deres børn beskyttelse i form af asyl i DK.
Gennem de følgende år blev disse mødre svært psykisk syge under presset. Moderen, hvis børn levede udsat i et fjernt land, kom sågar på motivationsfremmende foranstaltninger (der skulle få hende til at rejse hjem), hvor hun ikke fik udbetalt lommepenge og derved blev forhindret i at opretholde kontakt til sine børn. Hen over tid blev disse – førhen raske og stærke – kvinder svært psykisk syge, og de fik til sidst af den grund humanitær opholdstilladelse. Denne har så skullet fornyes regelmæssigt, hvor de på ny kommer under maksimalt og ødelæggende stress.
En af dem kom hertil gravid og med et 2-årigt barn. I begyndelsen var hun den, der hjalp de andre beboere på asylcentret. Hun blev som de andre meget ødelagt psykisk og har nu efter 8 år atter skullet forny sin og børnenes opholdstilladelse. Hun har fået afslag på varigt ophold, fordi sygdommen medfører, at hun i perioder som følge af sygdommen modtager kontanthjælp. Med en ny tidsbegrænset opholdstilladelse sørger vi for, at hun fortsat holdes under et umenneskeligt pres, der vil holde hende syg og derved tvinge hende til at modtage offentlig hjælp – for ved næste ansøgning atter at få afslag på varig opholdstilladelse.
Børnene lider, går glip af den basale tryghed, alle børn behøver i deres barndom. De lever i angst i de lange perioder, hvor en ansøgning er under behandling. Foreløbig har vi beslaglagt 12 år af disse to børns liv med en umenneskelig og ydmygende behandling, der vil få følger for dem resten af livet. De overværer hele tiden, hvorledes andre afganske flygtninge hjemsendes og oplever en reel trussel om det samme.
Afviste asylansøgere med svære psykiske lidelser:
Mange faktorer medfører, at deres sygdom og behandlingsbehov ofte et utilstrækkeligt beskrevet. En del er sågar aldrig psykiatrisk udredt, og hyppige flytninger mellem asylcentre medfører, at bekymringer for deres situation forsvinder.
De lander så pludseligt i en udsendelsessituation, hvor ”løbet er kørt”.
På den konto har vi sendt mange ud til en tilværelse, hvor de ikke har nogen mulighed for at klare sig. Deriblandt har været børnefamilier med en far eller mor så syg, at vedkommende skulle overvåges af familiemedlemmer. De har efter ankomst til hjemlandet hverken mulighed for at få den nødvendige behandling eller for at etablere noget eksistensgrundlag.
Citater fra de berørte børn:
Relation til andre børn: ”Vi kan godt blive rigtigt gode venner – men vi kan ikke blive så gode venner. Når vi skal sige farvel, bliver det meget trist for os.”
Angst for afgørelsen: ”Hele tiden, når der kommer et brev, bliver vi bange”. Og: ”mor, jeg vil ikke slås ihjel som 9-årig i Afganistan”.
Familiesituationen: ”min mor, hun er meget syg. Hvis vi bliver sendt ud, tror jeg ikke, min mor overlever. Hvis min mor dør, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.”
Ansvar: ”jeg skal passe på min mor, min far, min lillesøster---”
Regeringsgrundlaget:
Børn på flugt er særligt sårbare og har i særlig grad krav på beskyttelse. Regeringen vil undersøge, om udlændingeloven på bedst mulig måde er i overensstemmelse med FN’s konvention om barnets rettigheder, og hvilke initiativer og ændringer, der evt. skal til, for at principperne i konventionerne bedre efterleves i Danmark.
Konventioner er ikke meteorer, der kommer flyvende fra himmelrummet og rammer os uretfærdigt – de er vores fælles moralske grundlov. Børnekonventionen er vedtaget i 193 lande.
Trods regeringsgrundlaget er det blevet værre og værre!
Såvel efter Irakkrigen som borgerkrigen i Ex-jugoslavien har vi tilbagesendt svært psykisk syge med børn, der selv var medtagne. Nu gør vi tilsyneladende det samme omkring Afganistan. Man får den tanke, at de skal tilbage, før kaos bryder ud, når udenlandske tropper trækkes hjem.
Børn har ret til livet og en udvikling – de har kun den ene chance. Forspildte muligheder kan ikke indhentes – skader kan ikke genoprettes senere. Vi har et ansvar for de børn, der opholder sig i Danmark.
Isi Foigel: Hvis man har regler – uanset hvor gode de måtte være, eller hvad man mener om dem – som kolliderer med menneskelighed, så er det jo ikke menneskeligheden, man skal lave om på, men reglerne.
Bente Rich
| Ingen aktuelle nyheder |