Støttegruppen Børnene hjem fra Syriens mangfoldige aktiviteter og diverse nyheder kan ses her
https://www.bedsteforaeldreforasyl.dk/index.php?id=117
Udlændingeretsadvokat Helge Nørrung tale ved demonstrationen på Nytorv i København, d. 1. nov.13
Det er dejligt at se, at så mange mennesker er mødt op i dag. Jeg tror mange af os er påvirket helt ind i sjælen, når vi hører de gruopvækkende beretninger om, hvordan vi i dagens Danmark sygeliggør medmennesker, herunder sagesløse børn, ved at holde dem hen i usikkerhed i årevis.
Også som advokater har mange af os disse menneske inde på livet. Og jeg må sige, at jeg skammer mig over at være borger i et land, som kalder sig kristent, men som behandler folk værre, end vi læser om i Bibelens lignelse om den barmhjertige samaritaner. Det var historien om en mand, der var efterladt i grøften efter et røverisk overfald, hvorefter både præster og levitter gik forbi uden at ænse og uden at hjælpe. Men til forskel fra blot at gå lige forbi, så er vi i Danmark så flinke, at vi undersøger ofrene og deres baggrund, hvorefter vi sparker dem tilbage i vejgrøften og udtaler at de ikke har brug for hjælp.
Jeg har blandt mine klienter flere torturofre, som har været undersøgt af lægelige eksperter fra Amnestys Lægegruppe med ekspertise fra det internationalt kendte Rehabiliteringscenter for torturofre, hvor det er bekræftet at de har været udsat for tortur. Men alligevel gives der afslag på asyl og anden form for opholdstilladelse. Klienter som gennem mange år får forstærket den psykiske tortur ved påført ventetid i usikkerhed årevis og hvis børn også lider enormt under det.
Et enkelt eksempel: Howaida og Fadel fra Irak med to børn på fem og otte år, begge født i DK. Hvis Danmark havde fulgt FN's opfordring ligesom alle de lande vi sammenligner os med, så havde den familie fået asyl for flere år siden. De kommer nemlig fra de egne af Irak, hvorfra FN i årevis anbefalede at give asyl eller en anden form for beskyttelse til dem alle. Tilmed tilhører denne familie et etnisk mindretal, som var og er særlig udsat. Men Danmark sagde nej. Og fordi den Irakiske ambassade har den humane indstilling, at de ikke vil medvirke til tvangsmæssig tilbagesendelse af familien, er den her endnu, men lever i usikkerhed med truslen og presset om udsendelse hængende over hovedet. Andre lande, vi sammenligner os med - f.eks. Sverige - fulgte FN's opfordring og gav asyl til sådanne irakere i tusindvis.
Et andet eksempel er iranere, som har ventet i årevis. Også blandt iranere har jeg flere torturofre, som også her har fortsat at vise deres foragt for det iranske præstestyre ved at bruge den ytringsfrihed, de har her i landet. Men også de har fået afslag på stribe. Mange af dem har ventet i årevis - for deres vedkommende skyldes det, at Iran ikke ville modtage dissidenter, der ikke indrejste frivilligt. Men de seneste måneder er vi gået i gang med at sende dem tilbage til deres bødler ved at fremstille dem på grænsen. Man skulle tro, at Danmark var håndlangere for det umenneskelige iranske præstestyre.
Kære venner, vi kan ikke blive ved med at behandle folk så tvært imod den humanisme, der ellers for år tilbage kendetegnede Danmark, dengang vi i verden var et forbillede og kæmpede for størst mulig overholdelse af menneskerettigheder. Jeg har boet i USA et år i 1960'erne, hvor jeg var vidne til raceuroligheder, men hvor jeg var stolt af, at Danmark gik forrest i kampen for menneskerettigheder. Men siden 1980'erne er politikerne kappedes om at udvande vores overholdelse af disse rettigheder og finde den lavest mulige tærskel.
Hvorfor skal det være nødvendigt, at vi i dag gang på gang skal bruge ressourcer på at indbringe Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN’s komiteer for menneskerettigheder?
Så tak til alle jer, der støtter op om en mere human asylpolitik og at stoppe udvisningerne. Jeg ved I kommer fra alle partier. På tværs af samfundet. Jeg ser også nogle behandlere. Og jeg ser nogle fra Røde Kors. Folk, der ligesom os advokater har disse flygtninge inde på livet hver dag.
Det minder mig om det, som Svend Auken sagde i sin sidste offentlige tale henne på Rådhuspladsen for fire år siden efter rydningen af Brorsons kirke. Aukens tale handlede også om flygtninge ligesom i dag. Flygtninge, der havde fået afslag i den meget strenge bedømmelse, der bruges i Danmark. Og som havde søgt tilflugt i en kirke som sidste udvej. Svend Auken appellerede for en undtagelse for disse mennesker. Han sagde bl.a. "Det drejer sig ikke om partipolitik, men om mennesker".
Men i dag, fire år senere, år 2013 er der stadig nogle af de samme mennesker, som frygter at blive sendt retur. Den dag efter Rydningen af Brorsons Kirke var de Radikale varme støtter for disse afviste flygtninge. Hvor er de Radikale i dag? Og hvor er Socialdemokraterne? Hvornår tør de igen vise deres sande humanitære holdning? Om de så skulle miste en taburet eller to. Er det ikke bedre end at miste sig selv?
Vi var mange, der håbede på, at den afstumpede medmenneskelige holdning, der prægede VKO-regeringen ville få en afgørende drejning under den nye regering. Men skuden er ikke vendt. Den er bremset en lille smule op med nogle ganske få forbedringer. Men der er ikke gjort noget afgørende for at afhjælpe de mange menneskelige tragedier, vi har hørt om i dag. Medmennesker der lever i uvished og psykisk tortur længere end de to verdenskrige tilsammen.
Derfor beundrer jeg de mange græsrodsbevægelser, der er skudt op blandt mennesker, der har mødt de afviste flygtninge og deres familier, og som ved at deres frygt er reel. Og som i dag siger STOP udvisningerne af de syge. Tak til jer alle. Lad os være enige om, at vi ikke giver op. TAK!
| Ingen aktuelle nyheder |